Sektorer

Det danske sundhedsvæsen er opdelt i forskellige sektorer, hvor man skelner mellem primær og sekundær. Primær sektor er den primære kontakt til patienten/borgeren – der er derfor tale om kommune, der står for visitering af de sundhedstilbud, de kan tilbyde patienter/borgere. Der er her for eksempel tale om hjemmehjælp og hjemmesygepleje. Nogle af de tilbud der ellers findes i den primære sektor, er de alment praktiserende læger, tandlæger og psykologer.

Den sekundære sektor består alle hospitalerne – både de ambulante behandlinger og indlæggelser. (Vallgårda, 2016) 

   

Selvom sundhedsvæsenet er sektoropdelt, betyder det ikke, at patienterne også er. Det har den betydning, at der er et stort behov for en god patientforløbskoordinering, da de kan springe fra sektor til sektor og desuden mellem forskellige afdelinger i sekundær sektor.
Der findes nogle udfordringer i forhold sundhedsvæsenet, som man skal prøve at finde en løsning på. Dette er for eksempel bedre og dyrere diagnosticerings- og behandlingsmuligheder, demografisk betinget efterspørgsel – der kommer flere ældre, men højst sandsynligt ikke flere penge, der er sket en vækst i antallet af patienter med kroniske sygdomme, herunder også antallet af patienter med mere end én kronisk sygdom. (Damgaard, J. B., 2013). 

For at disse udfordringer kan løses, mens man samtidig sikrer en vis kvalitet, er man nødt til at have en god koordinering af behandlingsforløbet. Det skal være sådan, at patient/borger føler en sammenhæng i sundhedsvæsenet, så de altså ikke oplever overgangen mellem sektorerne. Det optimale for både patient/borger og sundhedsprofessionelle vil være, at alle sundhedsvæsenets aktører har mulighed for at tilgå de samme informationer. Sådan at den praktiserende læge kan se, hvad der er foregået under indlæggelse og omvendt. (Damgaard, J. B., 2013).

Da vi interviewede en ergo- og en fysioterapeut fra Sundhedscentret i Hjørring, fortalte de, at det der er det største problem i forhold til deres arbejde med rehabilitering, er koordinering og kommunikation mellem de forskellige samarbejdspartnere. De kunne for eksempel mangle vigtige informationer fra sygehuset, mens de informationer de sender afsted, kommer for sent frem. 

Ifølge ergo- og fysioterapeuten kan denne udfordring være med til at sænke kvaliteten af behandlingen, da de kan mangle oplysninger omkring patienten/borgeren. Samtidig kan deres træningsplaner blive forsinkede, da de kan mangle svar fra andre aktører, der skal indgå i planerne.

For at optimere nogle af udfordringerne, og sikre kvaliteten i sundhedsvæsenet, har regionen og kommunerne indgået en sundhedsaftale. Den er et mål for, hvad der skal arbejdes med i den gældende periode. I Den Administrative Sundhedsaftale fra 2015-2018 er der bl.a. beskrevet, at der skal arbejdes med den gode henvisning. Dette skulle gerne sikre, at de henvisninger der bliver lavet, både på tværs af og indbyrdes mellem sektorer, er fyldestgørende og præcise (Region Nordjylland, 2015). 

En anden problemstilling de vil forsøge at fremme med sundhedsaftalen, er at styrke samarbejde mellem kommunens terapeuter og det sundhedsfaglige personale på sygehuse og i almen praksis. Desuden vil de sikre muligheden for elektronisk kontakt i forbindelse med ambulante kontroller, når patienten/borgeren er i et kommunalt genoptræningsforløb. Det er dette terapeuterne vi interviewede efterspurgte, så de kunne lave mere patientcentrerede forløb. (Region Nordjylland, 2015).