Velfærdsstaten
Asa Briggs
var en af de første, der beskæftigede sig med velfærdsstaten.
Definitionen af en velfærdsstat er ifølge Briggs:
Ældre modtager hjælp til at oprette sundhed i form af hjemmesygepleje. Kommunerne er jf. sundhedslovens §138 stk 1 ansvarlig for, at der ydes hjemmesygepleje efter lægens henvisninger. (Sundhedsloven)
Kommunen er også forpligtet til at sørge for tilbud om hjælp til personlig pleje i tilfælde af midlertidig eller varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne jf servicelovens §83, stk 1. (Serviceloven)
Patienten i vores case vil derfor være beskyttet af denne ret til hjemmesygepleje og hjælp til rehabilitering.
Det er også kommunerne, der udbetaler kontanthjælp og sygedagpenge.
Mister du derimod dit arbejde, er du afhængig af en arbejdsløshedskasse til at udbetale din ydelse hver måned. En A-kasse betaler du til hver måned, og er egentlig et paradoks til den universelle velfærdsmodel, da man er afhængig af, at skulle indbetale udover skatten. Altså er det ikke en universel ydelse, men en selektiv ydelse, hvilket vil sige at ydelsen kun fås, hvis man har betalt til ordningen. (Greve, 2016)
Definitionen af en velfærdsstat er ifølge Briggs:
- At garantere alle mennesker i et samfund en minimumsindkomst, uanset hvorledes de deltager i arbejdsmarkedet.
- At begrænse tab af indkomst i tilfælde af sygdom, alderdom eller arbejdsløshed.
- Alle er sikret bedst muligt sociale ydelser. (Rostgaard, 2013)
Ydermere er det væsentligt at fremhæve at alle borgere i et samfund er omfattet.
Der findes 3 forskellige modeller:
Der findes 3 forskellige modeller:
- Den socialdemokratiske model - ”den nordiske model”
- Den kontinentale model - korporativ struktur
- Den liberale model
I Danmark
er det som udgangspunkt den socialdemokratiske model, også kaldet den
universielle model. Det samme gælder for vores naboer Norge og Sverige. Man siger
også, at den er baseret på universalisme. Dermed forstået at alle borgere i
landet har samme rettigheder og adgang til de samme sociale ydelser uanset
social status i samfundet. (Greve, 2016)
Den
offentlige sektor dækker over stat, regioner og kommuner.
Staten:
Den danske velfærdsmodel er finansieret via skatter. Sociale ydelser som: boligstøtte, folkepension, sygesikringer, barselsdagpenge, familieydelser, førtidspension og delpension reguleres og udbetales af staten igennem Udbetaling Danmark.
Regionerne:Staten:
Den danske velfærdsmodel er finansieret via skatter. Sociale ydelser som: boligstøtte, folkepension, sygesikringer, barselsdagpenge, familieydelser, førtidspension og delpension reguleres og udbetales af staten igennem Udbetaling Danmark.
Regionerne får tildelt penge af
staten til at drive hospitalerne, og er dermed knyttet op på velfærdspolitikken.
Regionerne skal holde sig inden for de rammer staten fastsætter i forhold til
ventetid og behandlingsgaranti.
Kommunerne:Ældre modtager hjælp til at oprette sundhed i form af hjemmesygepleje. Kommunerne er jf. sundhedslovens §138 stk 1 ansvarlig for, at der ydes hjemmesygepleje efter lægens henvisninger. (Sundhedsloven)
Kommunen er også forpligtet til at sørge for tilbud om hjælp til personlig pleje i tilfælde af midlertidig eller varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne jf servicelovens §83, stk 1. (Serviceloven)
Patienten i vores case vil derfor være beskyttet af denne ret til hjemmesygepleje og hjælp til rehabilitering.
Det er også kommunerne, der udbetaler kontanthjælp og sygedagpenge.
Mister du derimod dit arbejde, er du afhængig af en arbejdsløshedskasse til at udbetale din ydelse hver måned. En A-kasse betaler du til hver måned, og er egentlig et paradoks til den universelle velfærdsmodel, da man er afhængig af, at skulle indbetale udover skatten. Altså er det ikke en universel ydelse, men en selektiv ydelse, hvilket vil sige at ydelsen kun fås, hvis man har betalt til ordningen. (Greve, 2016)
Goffman skriver om begrebet stigma, når det gælder at modtage sociale ydelser, at en person bliver negativ bedømt. Desuden har det en social konsekvens for borgeren at modtage sociale ydelser. Han mener stigmatiseringen opstår:
”during a social interaction when an individual´s actual social identity does not meet society´s normative expectations”
Vi har set på Goffman og hans teori omkring stigma i afsnittet: Erwing Goffman
I Danmark er det helt naturligt at modtage ydelser fra det offentlige. Det er blevet så almindeligt, at man taler om, at det at modtage sociale ydelser ikke længere er for den nødlidende men derimod alle mands eje. Dette argumenteres der for at ændre, og argumentet har i høj grad været, at man vil empower medborgeren ved, at skulle opfylde visse krav for at modtage en given ydelse. Desuden skal afstanden mellem enkelte sociale ydelser og det at have et arbejde, være så tilpas stor, at det skal være gunstigt at være på arbejdsmarkedet. (Greve, 2016)
I bogen "Konkurrencestaten" skriver Ove K Pedersen at vores velfærdsstat er ved at vende sig til en konkurrencestat. Vores velfærdsstat roses ofte pga. vores progressive skattesystem, der fordeler indtægterne til staten via vores indbetaling til SKAT mellem borgerne, og ikke mindst udligner forskellen mellem rig og fattig samt høj og lav status i samfundet. I konkurrencestaten derimod er der arbejdspligt. At man får svarende til det man har ydet og dermed bidraget med. Der skelnes mellem dem der er på arbejdsmarkedet, og dem som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet af den ene eller anden grund. Man bruger de offentlige ydelser til at forebygge arbejdsløshed, fremfor kompensering til dem der er uarbejdsdygtig.
Man er selv ansvarlig for sin indkomst, eksempelvis er man afhængig af en arbejdsløshedskasse eller en anden form for lønsikring, hvis man bliver arbejdsløs. (Pedersen, 2014)
Men hvor efterlader det så vores patient og de øvrige borgere, der falder uden for arbejdsmarkedet? Dem der ikke har den fornødne styrke til at deltage til fællesskabet. Og går man i virkeligheden fra at se værdi i alle mennesker bare ved det at de er til - uanset race, religion, socialstatus eller indkomst, til kun at se værdi i et menneske udfra hvilken profession man har, og hvor høj social status man har i samfundet?
Vi tænker at konkurrencestaten ikke er gunstig for vores patient, da han ikke har social eller økonomisk kapital.
Allerede nu ser man kommuner udlicitere hjemmeplejen. Skal man nu som borger i et velfærdssamfund til at betale for noget, man i virkeligheden er berettiget til iht. vores Grundlov?
Grundlovens §75 stk 2 lyder således:
Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder. Grundloven
Altså er vi beskyttet af Grundloven i tilfælde af, at vi ikke kan ernære os selv. Dog har vi fremhævet den sidste linje, da vi tænker den alligevel er lidt i øjenfaldende.
I Danmark er det helt naturligt at modtage ydelser fra det offentlige. Det er blevet så almindeligt, at man taler om, at det at modtage sociale ydelser ikke længere er for den nødlidende men derimod alle mands eje. Dette argumenteres der for at ændre, og argumentet har i høj grad været, at man vil empower medborgeren ved, at skulle opfylde visse krav for at modtage en given ydelse. Desuden skal afstanden mellem enkelte sociale ydelser og det at have et arbejde, være så tilpas stor, at det skal være gunstigt at være på arbejdsmarkedet. (Greve, 2016)
I bogen "Konkurrencestaten" skriver Ove K Pedersen at vores velfærdsstat er ved at vende sig til en konkurrencestat. Vores velfærdsstat roses ofte pga. vores progressive skattesystem, der fordeler indtægterne til staten via vores indbetaling til SKAT mellem borgerne, og ikke mindst udligner forskellen mellem rig og fattig samt høj og lav status i samfundet. I konkurrencestaten derimod er der arbejdspligt. At man får svarende til det man har ydet og dermed bidraget med. Der skelnes mellem dem der er på arbejdsmarkedet, og dem som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet af den ene eller anden grund. Man bruger de offentlige ydelser til at forebygge arbejdsløshed, fremfor kompensering til dem der er uarbejdsdygtig.
Man er selv ansvarlig for sin indkomst, eksempelvis er man afhængig af en arbejdsløshedskasse eller en anden form for lønsikring, hvis man bliver arbejdsløs. (Pedersen, 2014)
Men hvor efterlader det så vores patient og de øvrige borgere, der falder uden for arbejdsmarkedet? Dem der ikke har den fornødne styrke til at deltage til fællesskabet. Og går man i virkeligheden fra at se værdi i alle mennesker bare ved det at de er til - uanset race, religion, socialstatus eller indkomst, til kun at se værdi i et menneske udfra hvilken profession man har, og hvor høj social status man har i samfundet?
Vi tænker at konkurrencestaten ikke er gunstig for vores patient, da han ikke har social eller økonomisk kapital.
Allerede nu ser man kommuner udlicitere hjemmeplejen. Skal man nu som borger i et velfærdssamfund til at betale for noget, man i virkeligheden er berettiget til iht. vores Grundlov?
Grundlovens §75 stk 2 lyder således:
Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder. Grundloven
Altså er vi beskyttet af Grundloven i tilfælde af, at vi ikke kan ernære os selv. Dog har vi fremhævet den sidste linje, da vi tænker den alligevel er lidt i øjenfaldende.
Kommentarer
Send en kommentar